Når vi beskriver stoffer på siden, bruger vi fire evidensniveauer: stærk, moderat, begrænset og eksperimentelt. Formålet er ikke at uddele “karakterer”, men at hjælpe læseren med at forstå, hvor sikkert et stof er undersøgt, og hvor forsigtigt resultater bør læses.
Stærk evidens
Stærk evidens bruges om stoffer med relativt solid dokumentation fra menneskelige studier og mere etablerede forskningsforløb. Semaglutid er et oplagt eksempel, fordi store kliniske studier og godkendte lægemidler har givet et mere robust datagrundlag.
Moderat evidens
Moderat evidens betyder, at der findes relevante studier hos mennesker, men at billedet stadig er mindre sikkert eller mere afhængigt af kontekst. Her kan nogle peptidbaserede lægemiddelstoffer eller bedre undersøgte peptidsignaler placere sig afhængigt af indikation og studiedesign.
Begrænset evidens
Begrænset evidens bruges, når data findes, men stadig er tynde, ujævne eller domineret af tidlige modeller. GHK-Cu passer ofte her. I dyrestudier, laboratoriestudier eller mindre undersøgelser er det observeret, at peptider kan påvirke relevante markører, men det er ikke det samme som klar dokumentation for tydelige effekter hos mennesker.
Eksperimentelt evidensniveau
Eksperimentelt bruges om stoffer, der primært er interessante som forskningsobjekter. CJC-1295, BPC-157 og TB-500 bliver ofte omtalt på nettet, men den type omtale ligger let foran den egentlige dokumentation. Her er evidensen begrænset af prækliniske data, få humanstudier eller usikker regulering.
Sådan kan du bruge niveauerne
Evidensniveauer er et læseværktøj. De siger ikke, at et stof “virker” eller “ikke virker” i absolut forstand. De siger noget om, hvor stærkt grundlaget er for at tale forsigtigt eller mere sikkert om et stof. Jo lavere evidensniveau, desto større grund er der til at læse påstande med ekstra kildekritik og ro.